Projekt Østbyen samarbejder

Dagtilbud og skoler i Slagelse Kommune samarbejder med Tosprogs-Taskforcen.

I 3-årsalderen har 70 % børn med ikke-vestlig baggrund forsinket eller atypisk sprogudvikling (Tosprogs-Taskforcen, 2013). Formålet er at løfte fagligheden bland tosprogede børn, så forskellen mellem et- og tosprogede elevers skolepræstationer mindskes således, at flere tosprogede unge bliver i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Desuden er det et formål at få styrket tilliden til og brugen af dagtilbud, fritidstilbud og skoler blandt forældre til tosprogede børn.

Dagtilbuddene Østervang, Byskovgård og Birkelunden samt Søndermarksskolen og SFO Søndenvinden er gået med i Kommuneaftalen med Tosprogs-Taskforcen. Vi kalder indsatsen for "Østbyen samarbejder", og den løber fra 2012-2015. Her arbejder dagtilbud, skole og sfo sammen om at styrke indsatsen for de tosprogede børn, og der arbejdes under 2 indsatsområder "Sprog og Faglighed" samt "Overgange/Brobygning". De deltagende virksomheder arbejder sammen under følgeskab af en kommunal styregruppe. Der arbejdes med forandringsteori, procesfacilitering og lokale milepælsplaner ligesom der er etableret aktionslæringsforløb, sprogvurderingskurser og kurser i tosprogspædagogik for de deltagende virksomheders medarbejdere. herudover faciliteres processerne lokalt af konsulenter fra Tosprogs-taskforcen og medarbejdere fra Nordbycentret og skoleområdet.

Herudover er dagtilbud og skoler i Slagelse Kommune deltagere i indsatsen "Styrk Sproget". Indsatsen er målrettet, at alle tosprogede børn og unge skal have mulighed for at udvikle deres potentialer fuldt ud. Således er indsatsen rettet mod de tosprogede børns faglighed men også i forhold til at skabe sammenhæng i de kommunale indsatser, der omhandler inklusion og tosprogspædagogik. I Slagelse deltager følgende dagtilbud: Børnehuset Nord, Børnehuset Kloden, Sydbyens Børneinstitution, Slagelse Børneasyl, Hesselgården og Sct. Mikkels Børnehave. Marievangsskolen og Antvorskov Skole er ligeledes deltagere. Alle virksomheder modtager "Styrk Sproget"-pakker med inspirationsmateriale, deltager i landsdækkende workshops, får rådgivning af Tosprogs-Taskforcen og lokal sparring med Nordbycentrets medarbejdere og skolekonsulenter.

Vil du vide mere - og vil din skole eller dagtilbud deltage, så kontakt den kommunale tovholder fra dagtilbudsområdet, Heidi Mengel-Christensen.

Siden er sidst opdateret 5. april 2018